Velkommen her !

En opfølgning på kønssnakken

Efter jeg skrev mit tidligere blogindlæg om køn, aftalte jeg med mig selv, at jeg ikke må stoppe der. At jeg ikke bare må lade det være alt, jeg foretager mig mht. den snak. Jeg aftalte med mig selv, at jeg jo bliver nødt til at række ud, der hvor det synes nødvendigt. Det vil jeg gøre netop for at lære mere. For jeg har ikke lyst til at sidde herhjemme i min egen verden og gøre mig tanker om, hvad det er andre mennesker gør og siger - for jeg ved jo reelt ikke, hvad deres motivation og grundlag er, medmindre jeg rækker ud til dem og spørger.

Jeg synes, at det er vigtigt, at det er muligt at sige det man umiddelbart tænker - at det er ok, jeg deler en tekst, hvor jeg deler, hvordan verden ser ud her fra mit ståsted. Og helt generelt synes jeg, at det er vigtigt, at der er plads til at klage over noget; forstået på den måde, at det er vigtigt at få lukket luft ud. Men mine klager må aldrig blot forblive klager. At hvis jeg klager, vil jeg også gøre noget ved det. Mine klager skal blive til handlinger. Ellers bliver jeg bare bitter og modbydelig. Og til det er det aldrig nok bare at dele en tekst, der beskriver mit eget ståsted. Jeg bliver nødt til at række ud efter andre ståsteder.

Og det har jeg gjort. Jeg skrev til en, som jeg tilfældigt fandt frem til. En som faciliterer en af disse cirkler. Jeg skrev til hende, at jeg syntes hendes cirkel lød fantastisk, men at måden hun skrev om kvinder på frustrerede mig. Og jeg henviste til mit blogindlæg. Det var i sig selv en vildt grænseoverskridende handling; at kontakte et fremmed menneske på den måde. Jeg var enormt bange for at lyde anklagende og pissesur - hvilket jeg jo slet ikke var. Men jeg fik det kærligste svar, og en god forklaring. Og hun ville tage mine ord med sig, og det synes jeg er helt fantastisk.
Og jeg har også fået at vide, at netop én af de kvindecirkler jeg havde hørt om har en mand, der deltager - er det ikke vidunderligt? Tænkt sig, hvis jeg aldrig havde fået det at vide. Tænkt sig, hvis jeg bare havde siddet herhjemme og kogt over, at kvindecirkler kun er for "rigtige" kvinder og ingen andre må være med. Hvilken usandsynligt vigtig læring jeg allerede har erhvervet mig.

Og jeg tror at række ud på den måde er særligt vigtigt i situationer, hvor der kan være tale om diskrimination. For jeg kan klart mærke, at jeg reagerer hurtigt, når folk snakker om køn. Jeg bliver ganske enkelt møgirriteret ret hurtigt. Det gør jeg, fordi jeg har hørt på det så længe, og det rammer mit ømme punkt. Det er meget følsomt for mig. Men for andre mennesker, som ikke oplever det samme som mig, har naturligvis ikke de samme forudsætninger for at være opmærksom på det - det rammer ikke deres ømme punkt. Det er så umådeligt svært at forestille sig alt det, der potentielt kan gå andre mennesker på. Jeg kan selv komme godt og grundigt i tvivl.
Og her kommer en lille opdatering; i første omgang udgav jeg dette blogindlæg med et eksempel på, hvornår jeg selv kan komme i tvivl. Men det føltes simpelthen for ømtåleligt og med for stor frygt for at blive misforstået. Min frygt for at det skulle blive misforstået var simpelthen for stor, jeg fik meget hurtigt en slem mavepine, så det har jeg slettet igen.

Og sådan synes jeg ofte det er med diskrimination - at man ikke selv kan forestille sig, hvad der er diskriminerende, hvis man ikke har oplevet det på egen krop. Og det er ok. Det er ok og ganske naturligt, at vores forestillingsevne er begrænset. Men vi må bare gøre, hvad vi kan for at lære mest muligt om det. Og hvorfor deler jeg så det? Det tror jeg, at jeg gør, fordi jeg synes det er så vigtig en pointe; at mange ofte kommer til at diskriminere uden at vide det og uden at ville det. Og ligeså at mange kan føle sig diskrimineret uden de egentligt behøves og uden nogen reel grund for at føle sådan (altså, at det ikke er i nogens mening at diskriminere dem). Og at det så vigtigt, at vi snakker sammen. At vi undgår at snakke om hinanden; om hvad andre mon gør og tænker. At vi rent faktisk rækker ud og fortæller, hvordan vi har det. Og at vi lytter til hinanden, når nogen åbner op.

Det er svært for mig at tale om alt der kan minde om diskrimination, for det altså bare et ømtåleligt emne, hvor man nærmest kun kan træde forkert, og hvor det er noget nær umuligt at rumme det hele. Det er så følsomt, og det kan virkelig nå ind i menneskers dybeste kerne. Det kan være så usandsynligt farligt at begive sig ud i. Jeg har allerede flere ideer til, hvordan jeg skal række ud til andre mennesker. Hvilke mennesker jeg skal have mig en snak med. Og ikke herude på internettet, men ude i den fysiske verden. For ømtålelige emner skal trods alt helst håndteres, når man sidder overfor hinanden.


Tilføj kommentar