Velkommen her !

En køn hverdagsfortælling

Noget vi har lært og arbejdet på siden vi gik gennem alt det rod med vores hund Ada i starten af maj er, at vi er langt mere udenfor. Det hjælper på alt. Vi har lært, at når Lille K og Ada begynder at gå hinanden på, så er det et udtryk for, at de har brug for at komme udenfor. Og vi forældre ligeså. Vi trækker alle sammen vejret bedre, når vi kommer ud. Vi har desværre ingen have - det mangler vi virkelig! Men vi er taknemmelige for det eventyrlige sted vi bor - vi har skove og søer til alle sider. Og på samme vej, hvor vi bor, har vi græsarealer og sandkasser, hvor andre børn har efterladt deres legetøj, som vi leger med. Oftest tager vi dog ind til en park i midtbyen. Der er en legeplads, en fælleshave hvor vi kigger på alt det de frivillige gror, og vigtigst af alt så kommer mange mennesker forbi. Det der med, at man ikke må snakke med fremmede, ikke? Sådan lever vi ikke, slet ikke. Vi elsker at møde fremmede mennesker, og vi elsker når de er snakkesaglige. Og det er de ofte, for både Lille K og Ada er voldsomt nuttede og tiltrækker masser af opmærksomhed. Og det er der bare så stor en værdi i; at lære at snakke med mennesker på vores vej, og særligt mht. det hjemmeliv vi lever. De seneste par gange i parken har der været børn og voksne, som har spillet fodbold. Lille K har været meget optaget af deres bolde. Så optaget af dem at vi i disse dage ikke har kunnet passere en bold uden en mindre krise opstod, hvis Lille K ikke fik lov at lege med den. Hun har endda været helt ekstatisk, når hun set billeder af bolde. Så i dag købte vi en fodbold til hende, og selv om det regnede tog vi i parken for at lege med den. Det var sjovt, og Lille K har nu lært at sparke til bolden.

Fodbolden vi købte fik mig til at tænke på noget. Den fik mig til at tænke på de ting vi for nyligt har købt til Lille K. Vi køber hende ikke specielt meget legetøj, men på det seneste har vi købt tre ting til hende; en fodbold, noget Duplo og en realistisk babydukke. Alt sammen noget som hun har vist stor interesse for, før vi købte det. Duplo som vi kan bygge dagen lang - høøøje, høøøje tårne er vores favorit. Tidligere legede Lille K med min gamle dukke, men den var lige lidt for gammel, klam og ildelugtende, så jeg måtte smide den ud og købe en ny til hende. Hun elsker den nye - hun er så opmærksom på den og prøver at lære den at gå. Og så fodbolden som hun så vild, så vild med.

Engang læste jeg et brev, hvor en kvinde skrev, at alle der har haft både en søn og en datter ved, at piger ikke vil lege med drengeting og drenge ikke vil lege med pigeting (hun nævnte noget klassisk pigelegetøj og drengelegetøj, men jeg husker dem ikke - måske vist nok biler og dukker?). Det gjorde mig sur. Det gjorde mig virkelig, virkelig vred! For selv om jeg endnu ikke har født mig en søn, så ved jeg godt, at det ikke hænger sammen sådan. Og jeg synes allerede nu, at Lille K er et fint lille eksempel på det. At børn kan lege med alt muligt. At de viser interesse for alt muligt. At det er bestemt af vores voksenkultur og ikke indefra børnene selv.

Jeg ved også, at man ikke bare kan stille kønnene op så simpelt; pige/kvinde eller dreng/mand. Jeg ved, at der er meget mere end det. For lidt siden læste Bjørnefar i sit videnskabsmagasin, at omtrent 4% af alle mennesker hverken identificerer sig med at være klassisk kvinde eller klassisk mand. 4% er altså rigtig mange mennesker, som ikke hører under de to køn, som vi tager som en selvfølge. Jeg er selv egentligt vokset op ret frit, hvad det angår, men som barn mødte jeg alligevel rigtig ofte sætninger som "det er en kvindeting" og "det er en mandeting." Hver gang jeg hørte det, begyndte mit blod at koge, for jeg følte det var at reducere os mennesker. Jeg følte, hvor snævert det var, og jeg følte mig misforstået og reduceret til blot at være et udseende. For det er hvad mit køn er; et udseende, mit biologiske køn, det jeg har mellem benene, så at sige. Men det har intet med mig som menneske, som person at gøre.


For nogle år siden fandt jeg for alvor ud af, at andre føler det anderledes end mig. Jeg mødte dengang en transkønnet kvinde; en dejlig kvinde, som indeni er kvinde, men udenpå er født som mand. Det bød op til kønssnakke herhjemme. Bjørnefar fortalte mig, hvordan han meget tydeligt føler sig som mand i sit sind. Han er endda meget frigjort for alle mulige normer; han er så uendeligt dygtig til bare at være sig selv. Så jeg var ærligt ret overrasket og lidt forvirret, for jeg har aldrig troet, at man rent faktisk kan mærke sit køn i sindet; sit mentale køn, sit oplevet køn som det officielt kaldes. Sådan har jeg det nemlig ikke. Og det har budt mig megen provokation, når andre mennesker har insisteret på kønnene, for jeg har aldrig kunne forstå formålet. Jeg har ikke et oplevet køn. Jeg har et biologisk køn. Det er kvindekønnet, og det er jeg glad for, fordi det har gjort det muligt for mig at bære og føde mit barn. Men ud over det betyder det intet for mig. Og jeg kan hånden på hjertet stadig ikke forstå eller forestille mig, hvordan det for andre kan betyde noget for dem.

For tiden fylder det med køn meget hos mig. Alle steder jeg klikker hen i den online verden i disse dage, støder jeg på kvindecirkler, mandecirkler, månecirkler - de går under mange navne (og i stedet for "cirkel" kan det også hedde gruppe, møde, retreat, workshop for kvinder/mænd osv). Noget som jeg er meget interesseret i at deltage i, fordi jeg tror det vil give mig noget af det jeg søger. Noget af det jeg særligt søger her igennem bloggen. Jeg har så meget, jeg har brug for at tale om. Ganske vist har jeg min familie at tale med. Særligt min mand er god at tale med; vi bearbejder rigtig meget sammen. Men min familie repræsenterer mange af de samme tanker og oplevelser som mig selv. I min søgen efter livslæring og for at undgå den frygtede snæversynethed har jeg brug for mere end det. Jeg har brug for at snakke med mennesker, der repræsenterer noget helt andet end mig selv. Og det tror jeg blandt andet, at disse cirkler kunne være gode til. Et sted hvor vi er forskellige, ikke kender hinanden fra før, men stadig er trygge og fordybende i vores samtale.

Alle disse cirkler jeg møder foretager sig godt og vel det samme, og nogle af dem er for kvinder, mens andre er for mænd. I dag læste jeg om en af disse cirkler. Der stod, at det ikke kun er for hekse, helsesøstre eller spirituellaer, men at alle kvinder er velkomne. Jeg fik lyst til at råbe og skrige og spørge; HVAD ER KVINDER? For hvad er kvinder? Det er meget vigtigt, at ingen andre end en selv bedømmer, hvilket køn man er eller ikke er. Ingen andre må eller kan bedømme det. Må jeg være med i den cirkel? Jeg tror ikke, at jeg vil blive afvist, for jeg ligner jo en kvinde. Jeg er en kvinde i deres øjne, men det er ikke deres øjne, der må bestemme det. Og jeg forventer at få et nej, hvis jeg beder om lov til at være med i mandecirklerne. Men jeg vil jo gerne bare være med i begge!


På den ene side har jeg ikke lyst til at støtte op om den slags. Jeg kan ikke deltage i en kvindecirkel, fordi det vil være at støtte op om de kønsroller, der for mig så tydeligt er enormt usunde og helt ved siden af, hvordan verden reelt ser ud. Og for mig vil det netop være for snævert at holde mig til kvinderne eller mændene. Jeg har brug for begge og alle dem midt i mellem. Og jeg vil føle mig så misforstået, hvis jeg er i et forum, hvor der bliver insisteret på mit kvindekøn, som jeg ikke selv føler.

Jeg tror ikke, at nogen af de mennesker, der arrangerer og deltager i disse cirkler ønsker at skade eller diskriminere, slet ikke. Og jeg vil skynde mig at sige, at jeg ikke er sur på de mennesker. Jeg tror ikke, de har tænkt over det - og måske de slet ikke ved, at der er noget at tænke over. Men vi bliver alle nødt til at tænke på det, for det kan hurtigt komme til at skade mange. Det kan skade 4% af befolkningen, når vi fastholder kønnene på den måde. Og med det i tankerne, så har jeg jo lyst til at deltage i de cirkler. Jeg har lyst til at deltage, og det første jeg vil dele med de andre i cirklen er netop dette; at der ikke bare to køn, og fastholdelsen af dem får mig til at føle mig uvelkommen. Det er jo den bedste måde at sprede mit budskab, ikke? Rent faktisk at sende det direkte ud, hvor der er behov for det.

Det er hverdag for mange mennesker at være et andet køn (eller intet køn) end de to selvfølgelige. Det er vigtigt, at ethvert menneske forstår det og omfavner det. En af mine hjertesager her i livet er helt generelt at skabe forståelse og plads til alle mennesker. Alle mennesker afviger normen på et eller andet punkt. Alle mennesker er forskellige. Og verden må blive bedre til at omfavne os alle og anerkende os alle, for de mennesker vi er.

Har I nogensinde overvejet, hvordan I oplever jeres køn? Og hvordan I oplever andres køn? Og hvordan forholder I jer til jeres børn? Herhjemme forholder vi os kun til, at Lille K er sig selv - intet andet er vigtigt for os.
Og har I nogen spørgsmål?


Her er et sjældent billede af mig for at vise, at det er eneste vigtige er, at jeg er mig selv. Jeg kan ikke finde ud af at være andet end det (og det lyder måske som en kliché, men det er en uendeligt vigtig pointe, og jeg mener det på det oprigtigste).