Velkommen her !

Mit første besøg på Egeskov Slot

Som jeg tidligere har skrevet, så besøgte vi Egeskov Slot sankthansaften. Det var første gang jeg besøgte stedet, og hvor var det dog vidunderligt! Den kæmpe legeplads som vi helt sikkert skal besøge igen, når Lille K er lidt større. De mange smukke, smukke haver og slottet i sig selv. Det var så rart et sted at være. Meget eventyrligt!

Og så Alberte Winding. Åh, Alberte! Jeg blev så rørt, da hun gik på scenen. Ligeså snart jeg hørte hendes stemme, var jeg lige ved at græde. Jeg har været til mange fuldstændigt fantastiske koncerter i mit liv. Koncerter hvor jeg skraldgrinede, koncerter hvor jeg græd, koncerter hvor jeg følte mig i et helt andet univers. Og denne koncert er nu én af dem, der virkelig rørte mig. Vi sad lige der på græsset og småfrøs og lyttede til hendes smukke, rare stemme. Lille K varmede sig under min store kjole og store kappe af en frakke - det vi plejer at kalde for Lunas telt. Der lå hun og ammede og sov igennem det meste af koncerten. Hun vågnede lige akkurat op til den sidste sang; Tju Bang Chokolademand. Og så rejste vi os op og dansede. Rørende, intet mindre! Jeg er så glad for, at vi fik lov til at opleve det.

Og Egeskov er helt sikkert et sted vi skal tilbage til. Vi nåede ikke at se så meget inden vi skulle hen til koncerten, men vi kunne se, at det sted er mange gode oplevelser værd. En dag får vi forhåbentligt mulighed for at deltage i Heartland Festival, som bliver afholdt ved slottet. Jeg ville så gerne have været med i år, for de havde et imponerende program. Jeg ville have hørt Savage Rose (ligeså én af mine yndlingsbarndomsstemmer), Grizzlybear, When Saints Go Machine, Benal, Slowdive, Barselona (jeg kender kun en enkelt sang med Barselona, men den er også virkelig god), og det er bare dem jeg kan få plads til at skrive lige her. Og jeg skulle helt sikkert også have hørt Svend Brinkmann og Eske Willerslev - to af mine yndlings! Ah, og Lone Frank! Jeg er fuldstændig vild dem. Et fuldstændigt vanvittigt program!

Lone Frank for øvrigt, kender I hende? For nogle år siden opdagede jeg hende, da hendes dokumentar "Genetic Me" udkom. Fantastisk dokumentar. Jeg har altid interesseret mig meget for genetik; hvad vi mennesker er for en størrelse, hvad vores arv og miljø er. Og denne dokumentar beskriver det godt. Den varer kun en times tid - den kunne sagtens have været længere for min skyld. Den er meget introducerende, men stadig med enormt gode pointer. Den er introducerende på den måde, at den giver mig blod på tanden for at undersøge emnet endnu dybere. For et par måneder siden lånte jeg DVD'en over bibliotek.dk, og jeg vil anbefale enhver anden at se den. Og man kan snildt se den mange gange. Jeg synes, at den er meget letforståelig, så jeg vil tro, at selv dem, der intet ved på forhånd, kan få noget ud af den.

Desværre blev det ikke til det store Sankthansbål. Afbrændingsforbuddet var blevet ophævet aftenen forinden, men Egeskov havde ikke nået at sætte et stort bål op inden arrangementet. Og det er jeg faktisk lidt ærgerlig over. Jeg vil så gerne gøre det til en tradition det med Sankthans. Sidste år fandt vi ikke noget bål i tide, året forinden var vi på Tinderbox Festival (og oplevede nogle af de allerbedste koncerter overhovedet!), og årene forinden da gik jeg simpelthen ikke op i det. Når jeg tænker tilbage til min barndom, kan jeg kun huske at have været til Sankthans én enkelt gang. Jeg har nok været det flere gange, men det er været et minimum. Og det vil jeg egentligt gerne gøre noget ved. Det må blive næste år, ikke?


PS. For ganske kort tid siden opdagede Bjørnefar en ny kunstner, hvis LP han fluks købte. Clue to Kalo hedder det, og albummet hedder "come here when you sleepwalk." Jeg har kun kendt musikken i få dage, men jeg er forelsket! Åh, hvor er det godt. Sindssygt lækre elektroniske beats - det minder mig meget om Rumpistol, omend det er længe siden jeg har lyttet til det (og det må jeg da få gjort noget ved). Og jeg synes også Clue to Kalo kan have en islandsk lyd over sig; lidt a la Múm, som jeg før har nævnt herinde. Jeg tror, at det er det elektroniske piano, der giver den fineste lyd. Og det minder mig også lidt om Album Leaf. Det minder mig faktisk om adskillige bands. Det vækker en genklang hos mig, men jeg har endnu ikke helt sat fingeren på, hvad det er. Men jeg sidder nu og lytter til det, og du godeste jeg kan knap nok være i egen krop, så godt det er. Det føles som om den musik beskriver en del af min personlighed, og hele min krop fyldes med kærlighed. Her får I linket til hans hjemmeside; http://cluetokalo.com/album/come-here-when-you-sleepwalk. Lyt da til det!



Vi elsker Alberte Winding, og vi elsker barndommen !

Herhjemme elsker vi Alberte Winding. Særligt elsker vi albummet Tju Bang Chokolademand, og vi lytter til det rigtig, rigtig ofte. Det er en cd fra min barndom, og åh, hvor den minder mig om den tid. Jeg savner ofte min barndom - det var en helt speciel tid; magisk, fri, og virkelig sjov! Og jeg savner naiviteten, og at alt var endnu mere ligetil end nu. Og når jeg lytter til Albertes sange, så kommer jeg direkte tilbage til, hvor jeg boede som barn og genoplever det hele. Jeg mærker barndommens glæde. Den glæde som jeg også har holdt godt fast i som voksen, og som især er blevet bragt til live i endnu højere grad efter jeg fødte min datter.

Jeg er særligt glad for fire af de ti sange;
1: Danser i min mors høje sko
2: I mit æbletræ
3: Med dyne og marmelademadder
4: Gamle dage

Den første sang fordi den minder mig om den fantasifulde leg. At slippe havet ind på en solskinsdag, sejle i den røde sofa og kaste kiks til fiskene, der glor under spisebordet. Åh, at lege den slags. Og min egen fantasi bliver prompte bragt til live, og jeg forestiller mig alt muligt; min hjerne begynder at bygge universer. Vi byggede engang hule i sengen. Lille K var ikke synderligt imponeret, men det var jeg, og den dag gik jeg under navnet "Seje Mor." Jeg har altid haft min fantasi hos mig selv som voksen, men nu er den for alvor kommet i brug, og helt ærligt så gør det mig usandsynligt lykkelig. Jeg sad i den hule, jeg selv havde bygget (og den var sej, siger jeg jer!) og tænkte "kæft, hvor er livet fedt" og så legede jeg videre.

Den anden sang fordi den minder mig om, hvordan det var at være lille - mindre end de andre børn. Vi var mange børn, der hvor jeg boede som barn. Jeg var altid et af de yngste, og det var ikke altid let. Jeg husker, hvordan Lille Anne tænkte hun ville være, når hun blev større - når det blev min tur. Og jeg husker tydeligt, at jeg sværgede, at jeg aldrig ville blive kedelig og træls. Det tror og håber jeg har været en succes. Og så får jeg straks lyst til at bage æblekage og bo på en gård og stå i døren, når kagen er klar og kalde på børnene, der klatrer i træer og bygger huler. 
Det minder den allerførste sang på albummet af samme navn mig for øvrigt også om. Det med at være lille og love sig selv ikke at blive en sur og træls voksen. Og at være lille og ikke selv må bestemme; det minder mig på, at børn sagtens kan bestemme selv - og herhjemme må vi godt "lave ballade og hoppe i sofaen, når vi er glade." Vi har én regel herhjemme; hvis det er sjovt, så er det godt (og ja, ja, sikkert en regel med mange undtagelser, men alligevel).

Den tredje sang fordi den minder mig om efteråret. Når kulden og blæsten kom. Jeg mindes, hvordan jeg om morgen sad i vores store lænestol (den som jeg nu har stående i mit eget voksenhjem) viklet ind i min dyne - det var vidunderligt, og det er et af mit absolut bedste minder. Jeg kan stadig mærke følelsen af at sidde der helt tryg og varm og bare sidde, kigge og nyde livet. Og jeg vil ikke være overrasket, hvis jeg samtidig spiste en knækbrødsmad med marmelade eller Nutella - det spiste jeg meget!

Fjerde sang som handler om foråret. Den minder mig om at lege udenfor dagen lang. Den frihed vi havde, når vi løb rundt i timevis. Men også de ligegyldige regler, som nogle af de voksne på vejen fandt på. Det minder mig om det blommetræ vi havde. Det tilhørte ikke nogen. Der var ingen af de voksne, der tog blommerne, så alle vi børn på vejen spiste dem. Vi fik at vide, at vi ikke måtte (men ingen begrundelse, vi måtte bare ikke), men vi lyttede ikke. Vi spiste. Træet blev fældet - er det ikke bare hul i hovedet? Ah, og jeg mindes også vores familiebål på stranden. Fantastisk, intet mindre.

Barndommen var vidunderlig! Jeg savner den, men jeg elsker, at jeg stadig kan mærke den. Og jeg elsker, at jeg kan give Lille K en barndom, som forhåbentligt kommer til at ligne min bare endnu bedre. Efter at have skrevet alt dette sidder jeg med en følelse af at være forelsket. Jeg er forelsket i livet, det frie liv vi lever, og som vi helt selv designer. Jeg er forelsket i min lille familie - og jeg nyder nuet med dem, og jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer, for jeg fornemmer, at det bliver godt!

 

Til Sankthans drager vi mod Egeskov Slot. De seneste par år har vi ikke formået at finde et bål nær hvor vi bor. Så i år har vi planlagt det på forhånd og har købt billetter til Egeskov. Og ved I, hvem der kommer og synger? Alberte Winding naturligvis, og hvor jeg dog glæder mig! Og jeg glæder mig over at skabe en masse nye gode minder. Og så satser vi lige på, at det har regnet nok til, at vi godt må brænde af. Og vi satser også på, at det ikke regner, mens vi brænder af, ikke?

Hvad er jeres bedste barndomsminder? Og har I noget musik, der kan skabe den helt rette atmosfære? Og har I planer for Sankthans?

 


En opfølgning på kønssnakken

Efter jeg skrev mit tidligere blogindlæg om køn, aftalte jeg med mig selv, at jeg ikke må stoppe der. At jeg ikke bare må lade det være alt, jeg foretager mig mht. den snak. Jeg aftalte med mig selv, at jeg jo bliver nødt til at række ud, der hvor det synes nødvendigt. Det vil jeg gøre netop for at lære mere. For jeg har ikke lyst til at sidde herhjemme i min egen verden og gøre mig tanker om, hvad det er andre mennesker gør og siger - for jeg ved jo reelt ikke, hvad deres motivation og grundlag er, medmindre jeg rækker ud til dem og spørger.

Jeg synes, at det er vigtigt, at det er muligt at sige det man umiddelbart tænker - at det er ok, jeg deler en tekst, hvor jeg deler, hvordan verden ser ud her fra mit ståsted. Og helt generelt synes jeg, at det er vigtigt, at der er plads til at klage over noget; forstået på den måde, at det er vigtigt at få lukket luft ud. Men mine klager må aldrig blot forblive klager. At hvis jeg klager, vil jeg også gøre noget ved det. Mine klager skal blive til handlinger. Ellers bliver jeg bare bitter og modbydelig. Og til det er det aldrig nok bare at dele en tekst, der beskriver mit eget ståsted. Jeg bliver nødt til at række ud efter andre ståsteder.

Og det har jeg gjort. Jeg skrev til en, som jeg tilfældigt fandt frem til. En som faciliterer en af disse cirkler. Jeg skrev til hende, at jeg syntes hendes cirkel lød fantastisk, men at måden hun skrev om kvinder på frustrerede mig. Og jeg henviste til mit blogindlæg. Det var i sig selv en vildt grænseoverskridende handling; at kontakte et fremmed menneske på den måde. Jeg var enormt bange for at lyde anklagende og pissesur - hvilket jeg jo slet ikke var. Men jeg fik det kærligste svar, og en god forklaring. Og hun ville tage mine ord med sig, og det synes jeg er helt fantastisk.
Og jeg har også fået at vide, at netop én af de kvindecirkler jeg havde hørt om har en mand, der deltager - er det ikke vidunderligt? Tænkt sig, hvis jeg aldrig havde fået det at vide. Tænkt sig, hvis jeg bare havde siddet herhjemme og kogt over, at kvindecirkler kun er for "rigtige" kvinder og ingen andre må være med. Hvilken usandsynligt vigtig læring jeg allerede har erhvervet mig.

Og jeg tror at række ud på den måde er særligt vigtigt i situationer, hvor der kan være tale om diskrimination. For jeg kan klart mærke, at jeg reagerer hurtigt, når folk snakker om køn. Jeg bliver ganske enkelt møgirriteret ret hurtigt. Det gør jeg, fordi jeg har hørt på det så længe, og det rammer mit ømme punkt. Det er meget følsomt for mig. Men for andre mennesker, som ikke oplever det samme som mig, har naturligvis ikke de samme forudsætninger for at være opmærksom på det - det rammer ikke deres ømme punkt. Det er så umådeligt svært at forestille sig alt det, der potentielt kan gå andre mennesker på. Jeg kan selv komme godt og grundigt i tvivl.
Og her kommer en lille opdatering; i første omgang udgav jeg dette blogindlæg med et eksempel på, hvornår jeg selv kan komme i tvivl. Men det føltes simpelthen for ømtåleligt og med for stor frygt for at blive misforstået. Min frygt for at det skulle blive misforstået var simpelthen for stor, jeg fik meget hurtigt en slem mavepine, så det har jeg slettet igen.

Og sådan synes jeg ofte det er med diskrimination - at man ikke selv kan forestille sig, hvad der er diskriminerende, hvis man ikke har oplevet det på egen krop. Og det er ok. Det er ok og ganske naturligt, at vores forestillingsevne er begrænset. Men vi må bare gøre, hvad vi kan for at lære mest muligt om det. Og hvorfor deler jeg så det? Det tror jeg, at jeg gør, fordi jeg synes det er så vigtig en pointe; at mange ofte kommer til at diskriminere uden at vide det og uden at ville det. Og ligeså at mange kan føle sig diskrimineret uden de egentligt behøves og uden nogen reel grund for at føle sådan (altså, at det ikke er i nogens mening at diskriminere dem). Og at det så vigtigt, at vi snakker sammen. At vi undgår at snakke om hinanden; om hvad andre mon gør og tænker. At vi rent faktisk rækker ud og fortæller, hvordan vi har det. Og at vi lytter til hinanden, når nogen åbner op.

Det er svært for mig at tale om alt der kan minde om diskrimination, for det altså bare et ømtåleligt emne, hvor man nærmest kun kan træde forkert, og hvor det er noget nær umuligt at rumme det hele. Det er så følsomt, og det kan virkelig nå ind i menneskers dybeste kerne. Det kan være så usandsynligt farligt at begive sig ud i. Jeg har allerede flere ideer til, hvordan jeg skal række ud til andre mennesker. Hvilke mennesker jeg skal have mig en snak med. Og ikke herude på internettet, men ude i den fysiske verden. For ømtålelige emner skal trods alt helst håndteres, når man sidder overfor hinanden.


En køn hverdagsfortælling

Noget vi har lært og arbejdet på siden vi gik gennem alt det rod med vores hund Ada i starten af maj er, at vi er langt mere udenfor. Det hjælper på alt. Vi har lært, at når Lille K og Ada begynder at gå hinanden på, så er det et udtryk for, at de har brug for at komme udenfor. Og vi forældre ligeså. Vi trækker alle sammen vejret bedre, når vi kommer ud. Vi har desværre ingen have - det mangler vi virkelig! Men vi er taknemmelige for det eventyrlige sted vi bor - vi har skove og søer til alle sider. Og på samme vej, hvor vi bor, har vi græsarealer og sandkasser, hvor andre børn har efterladt deres legetøj, som vi leger med. Oftest tager vi dog ind til en park i midtbyen. Der er en legeplads, en fælleshave hvor vi kigger på alt det de frivillige gror, og vigtigst af alt så kommer mange mennesker forbi. Det der med, at man ikke må snakke med fremmede, ikke? Sådan lever vi ikke, slet ikke. Vi elsker at møde fremmede mennesker, og vi elsker når de er snakkesaglige. Og det er de ofte, for både Lille K og Ada er voldsomt nuttede og tiltrækker masser af opmærksomhed. Og det er der bare så stor en værdi i; at lære at snakke med mennesker på vores vej, og særligt mht. det hjemmeliv vi lever. De seneste par gange i parken har der været børn og voksne, som har spillet fodbold. Lille K har været meget optaget af deres bolde. Så optaget af dem at vi i disse dage ikke har kunnet passere en bold uden en mindre krise opstod, hvis Lille K ikke fik lov at lege med den. Hun har endda været helt ekstatisk, når hun set billeder af bolde. Så i dag købte vi en fodbold til hende, og selv om det regnede tog vi i parken for at lege med den. Det var sjovt, og Lille K har nu lært at sparke til bolden.

Fodbolden vi købte fik mig til at tænke på noget. Den fik mig til at tænke på de ting vi for nyligt har købt til Lille K. Vi køber hende ikke specielt meget legetøj, men på det seneste har vi købt tre ting til hende; en fodbold, noget Duplo og en realistisk babydukke. Alt sammen noget som hun har vist stor interesse for, før vi købte det. Duplo som vi kan bygge dagen lang - høøøje, høøøje tårne er vores favorit. Tidligere legede Lille K med min gamle dukke, men den var lige lidt for gammel, klam og ildelugtende, så jeg måtte smide den ud og købe en ny til hende. Hun elsker den nye - hun er så opmærksom på den og prøver at lære den at gå. Og så fodbolden som hun så vild, så vild med.

Engang læste jeg et brev, hvor en kvinde skrev, at alle der har haft både en søn og en datter ved, at piger ikke vil lege med drengeting og drenge ikke vil lege med pigeting (hun nævnte noget klassisk pigelegetøj og drengelegetøj, men jeg husker dem ikke - måske vist nok biler og dukker?). Det gjorde mig sur. Det gjorde mig virkelig, virkelig vred! For selv om jeg endnu ikke har født mig en søn, så ved jeg godt, at det ikke hænger sammen sådan. Og jeg synes allerede nu, at Lille K er et fint lille eksempel på det. At børn kan lege med alt muligt. At de viser interesse for alt muligt. At det er bestemt af vores voksenkultur og ikke indefra børnene selv.

Jeg ved også, at man ikke bare kan stille kønnene op så simpelt; pige/kvinde eller dreng/mand. Jeg ved, at der er meget mere end det. For lidt siden læste Bjørnefar i sit videnskabsmagasin, at omtrent 4% af alle mennesker hverken identificerer sig med at være klassisk kvinde eller klassisk mand. 4% er altså rigtig mange mennesker, som ikke hører under de to køn, som vi tager som en selvfølge. Jeg er selv egentligt vokset op ret frit, hvad det angår, men som barn mødte jeg alligevel rigtig ofte sætninger som "det er en kvindeting" og "det er en mandeting." Hver gang jeg hørte det, begyndte mit blod at koge, for jeg følte det var at reducere os mennesker. Jeg følte, hvor snævert det var, og jeg følte mig misforstået og reduceret til blot at være et udseende. For det er hvad mit køn er; et udseende, mit biologiske køn, det jeg har mellem benene, så at sige. Men det har intet med mig som menneske, som person at gøre.


For nogle år siden fandt jeg for alvor ud af, at andre føler det anderledes end mig. Jeg mødte dengang en transkønnet kvinde; en dejlig kvinde, som indeni er kvinde, men udenpå er født som mand. Det bød op til kønssnakke herhjemme. Bjørnefar fortalte mig, hvordan han meget tydeligt føler sig som mand i sit sind. Han er endda meget frigjort for alle mulige normer; han er så uendeligt dygtig til bare at være sig selv. Så jeg var ærligt ret overrasket og lidt forvirret, for jeg har aldrig troet, at man rent faktisk kan mærke sit køn i sindet; sit mentale køn, sit oplevet køn som det officielt kaldes. Sådan har jeg det nemlig ikke. Og det har budt mig megen provokation, når andre mennesker har insisteret på kønnene, for jeg har aldrig kunne forstå formålet. Jeg har ikke et oplevet køn. Jeg har et biologisk køn. Det er kvindekønnet, og det er jeg glad for, fordi det har gjort det muligt for mig at bære og føde mit barn. Men ud over det betyder det intet for mig. Og jeg kan hånden på hjertet stadig ikke forstå eller forestille mig, hvordan det for andre kan betyde noget for dem.

For tiden fylder det med køn meget hos mig. Alle steder jeg klikker hen i den online verden i disse dage, støder jeg på kvindecirkler, mandecirkler, månecirkler - de går under mange navne (og i stedet for "cirkel" kan det også hedde gruppe, møde, retreat, workshop for kvinder/mænd osv). Noget som jeg er meget interesseret i at deltage i, fordi jeg tror det vil give mig noget af det jeg søger. Noget af det jeg særligt søger her igennem bloggen. Jeg har så meget, jeg har brug for at tale om. Ganske vist har jeg min familie at tale med. Særligt min mand er god at tale med; vi bearbejder rigtig meget sammen. Men min familie repræsenterer mange af de samme tanker og oplevelser som mig selv. I min søgen efter livslæring og for at undgå den frygtede snæversynethed har jeg brug for mere end det. Jeg har brug for at snakke med mennesker, der repræsenterer noget helt andet end mig selv. Og det tror jeg blandt andet, at disse cirkler kunne være gode til. Et sted hvor vi er forskellige, ikke kender hinanden fra før, men stadig er trygge og fordybende i vores samtale.

Alle disse cirkler jeg møder foretager sig godt og vel det samme, og nogle af dem er for kvinder, mens andre er for mænd. I dag læste jeg om en af disse cirkler. Der stod, at det ikke kun er for hekse, helsesøstre eller spirituellaer, men at alle kvinder er velkomne. Jeg fik lyst til at råbe og skrige og spørge; HVAD ER KVINDER? For hvad er kvinder? Det er meget vigtigt, at ingen andre end en selv bedømmer, hvilket køn man er eller ikke er. Ingen andre må eller kan bedømme det. Må jeg være med i den cirkel? Jeg tror ikke, at jeg vil blive afvist, for jeg ligner jo en kvinde. Jeg er en kvinde i deres øjne, men det er ikke deres øjne, der må bestemme det. Og jeg forventer at få et nej, hvis jeg beder om lov til at være med i mandecirklerne. Men jeg vil jo gerne bare være med i begge!


På den ene side har jeg ikke lyst til at støtte op om den slags. Jeg kan ikke deltage i en kvindecirkel, fordi det vil være at støtte op om de kønsroller, der for mig så tydeligt er enormt usunde og helt ved siden af, hvordan verden reelt ser ud. Og for mig vil det netop være for snævert at holde mig til kvinderne eller mændene. Jeg har brug for begge og alle dem midt i mellem. Og jeg vil føle mig så misforstået, hvis jeg er i et forum, hvor der bliver insisteret på mit kvindekøn, som jeg ikke selv føler.

Jeg tror ikke, at nogen af de mennesker, der arrangerer og deltager i disse cirkler ønsker at skade eller diskriminere, slet ikke. Og jeg vil skynde mig at sige, at jeg ikke er sur på de mennesker. Jeg tror ikke, de har tænkt over det - og måske de slet ikke ved, at der er noget at tænke over. Men vi bliver alle nødt til at tænke på det, for det kan hurtigt komme til at skade mange. Det kan skade 4% af befolkningen, når vi fastholder kønnene på den måde. Og med det i tankerne, så har jeg jo lyst til at deltage i de cirkler. Jeg har lyst til at deltage, og det første jeg vil dele med de andre i cirklen er netop dette; at der ikke bare to køn, og fastholdelsen af dem får mig til at føle mig uvelkommen. Det er jo den bedste måde at sprede mit budskab, ikke? Rent faktisk at sende det direkte ud, hvor der er behov for det.

Det er hverdag for mange mennesker at være et andet køn (eller intet køn) end de to selvfølgelige. Det er vigtigt, at ethvert menneske forstår det og omfavner det. En af mine hjertesager her i livet er helt generelt at skabe forståelse og plads til alle mennesker. Alle mennesker afviger normen på et eller andet punkt. Alle mennesker er forskellige. Og verden må blive bedre til at omfavne os alle og anerkende os alle, for de mennesker vi er.

Har I nogensinde overvejet, hvordan I oplever jeres køn? Og hvordan I oplever andres køn? Og hvordan forholder I jer til jeres børn? Herhjemme forholder vi os kun til, at Lille K er sig selv - intet andet er vigtigt for os.
Og har I nogen spørgsmål?


Her er et sjældent billede af mig for at vise, at det er eneste vigtige er, at jeg er mig selv. Jeg kan ikke finde ud af at være andet end det (og det lyder måske som en kliché, men det er en uendeligt vigtig pointe, og jeg mener det på det oprigtigste).